Vi arbejder med dansk historie og kulturarv som noget levende, der kan studeres, opleves og formidles bruun-richardt.dk. I denne artikel præsenterer vi konkrete projekter, personligheder og redskaber, som gør det muligt at gå dybere ind i Danmarks fortid uden at forlade den faglige kerne. Hver del tilbyder læseren praktiske trin, eksempler og konkrete kilder, der kan bruges direkte i eget arbejde eller besøg.
At udvælge de rette projekter til feltarbejde
Når vi tilrettelægger feltarbejde, starter vi altid med at definere emnet til en enkelt lokalitet eller et enkelt tidsrum. En klar afgrænsning gør det muligt at vurdere fremskridt og at opsamle data, der kan kontrasteres med tidligere undersøgelser. Vi foretrækker derfor gerne en gård, en kirke eller en mindre bydel, hvor skriftlige kilder og fysiske spor kan sammenstilles direkte. På den måde undgår vi at sprede ressourcerne for tyndt, og vi kan genoptage til samme sted med nye spørgsmål uden at miste sammenhængen. I praksis har vi erfaret, at et projekt på en enkelt gård i Vendsyssel gav os mulighed for at forfølge ejerskifte over fire generationer, fordi både tingbøger og markskel var intakte. Den samme afgrænsning gjorde det nemt at bruge igen dronebilleder fra 2019, da vi vendte tilbage i 2023 med nye spørgsmål om dræningskanaler.
Vi overvejer også tilgængelighed og bevaringsstatus. En ruin, der er åben for offentligheden, giver mulighed for genbesøg, mens en privat grund nødvendiggør tilladelse og omhyggelig planlægning. Vi henvender os til derfor altid museer eller kommunale arkiver, før vi gør klar udstyr. Samtidig undersøger vi, om der er nyere rapporter eller droneoptagelser, som kan bespare tid i marken. Denne tilrettelæggelse gør, at vi kan udnytte feltdagene til observation og måling i stedet for at søge efter adgang eller manglende dokumenter. I et projekt på Møn viste det sig, at en tre år gammel laserscanning allerede havde registreret alle synlige grave, så vi kunne hellige os at måle jordens fugtighed i stedet for at starte på ny.
Endelig afstemmer vi projektets omfang med den tid, vi har til brug. Et kort pilotstudie på to weekender kan afsløre, om emnet er bæredygtigt, før vi satser i længere kampagner. Vi noterer derfor både budget, transport og udstyr i en simpel oversigt, så alle deltagere kender til, hvad de skal medbringe. På den måde er feltarbejdet både fagligt solidt og praktisk realiserbart. Vi har oplevet, at en oversigt med farvekoder forenkler at se, hvem der har ansvaret for GPS, målebånd og tilladelser, og at en sådan oversigt reducerer antallet af glemte genstande på selve dagen.
At præsentere resultater til varierende målgrupper
Vi tilpasser altid formidlingen til den kreds, der skal have den. En videnskabelig rapport kræver detaljerede kildehenvisninger og diskussion af metode, mens en udstillingstekst skal være kort og visuel. Vi udarbejder derfor to versioner fra starten: en fuld rapport og en kortere tekst på højst 150 ord til skilte eller hjemmesider. På den måde undgår vi at skulle forkorte senere og løbe risiko for at miste vigtige nuancer. I et projekt om en 1700-tals købmandsgård skrev vi en 18-siders rapport med 47 kildehenvisninger og en 142-ords skiltetekst, der stadig berørte de tre vigtigste årstal og handelsvarer.
Vi benytter også forskellige medier alt efter målgruppen. En podcast kan ramme lyttere, der ikke besøger museer, mens en virtuel rundtur kan vise steder, der er spærret for offentligheden. Vi tilrettelægger derfor både lyd, billeder og tekst, så samme historie kan fortælles på flere måder. Hver version bibeholder de samme kernefakta, men vægten placeres forskelligt alt efter formatet. I et projekt på Ærø lavede vi en 22-minutters podcast med tre stemmer og en 360-graders video, der demonstrerede kælderen, som ellers kun er tilgængelig to gange om året; begge versioner anvendte de samme tre citater fra toldregnskabet, men podcasten lagde vægt på lydmiljøet, mens videoen fokuserede på de fysiske spor.
Vi analyserer derefter, hvordan budskabet bliver modtaget. Vi spørger besøgende eller lyttere, hvad de husker bedst, og om der var dele, de ikke forstod. Disse tilbagemeldinger bruger vi til at tilpasse både tekst og billedvalg i næste omgang. På den måde bliver formidlingen ikke kun en envejskommunikation, men en vedvarende dialog med publikum. Efter en udstilling om en strandfoged modtog vi 34 skriftlige kommentarer; syv nævnte, at de ikke forstod begrebet “strandsankning”, så vi indsatte en simpel tegning i den næste version af skilteteksten.
Brug af digitale arkiver uden tab af overblikket
Vi benytter digitale arkiver hver dag, fordi de skaber adgang til kilder, der ellers ville forudsætte rejser og tilladelser. Samtidig ved vi, at søgninger kan give tusindvis af resultater, som nemt bliver uoverskuelige. Vi indleder derfor med at opstille en præcis søgestreng, der rummer både stednavn og tidsrum. En søgning på “Helsingør told 1680-1700” producerer færre, men mere relevante hits end en bred søgning på “told” alene. Vi har konstateret, at en sådan afgrænsning reducerer antallet af resultater fra 12 000 til under 300, hvilket gør det det muligt at gennemgå hver protokol manuelt på en enkelt dag.
Vi gemmer derefter hver relevant kilde med metadata i en fælles mappe, så alle deltagere kan lokalisere den samme fil. Vi benytter et simpelt regneark, hvor vi indfører filnavn, dato, type og kort beskrivelse. På den måde omgår vi at downloade det samme dokument flere gange, og vi kan hurtigt observere, hvilke kilder der mangler. Regnearket virker også som backup, hvis en hjemmeside modificerer adresse eller lukker ned. I et projekt med 87 dokumenter konstaterede vi, at tre filer havde identiske filnavne, men forskellige datoer; regnearket tillod det muligt at omdøbe dem, før vi distribuerede mappen med eksterne samarbejdspartnere.
Vi afslutter med at tjekke, om arkivet stiller til rådighed API eller bulk-download, fordi det kan spare tid ved større projekter. Nogle arkiver tillader, at vi henter hele serier af protokoller på én gang, mens andre forudsætter manuel download side for side. Vi udvælger den metode, der passer til projektets størrelse, og vi noterer altid, hvilken metode vi har brugt, så andre kan reproducere arbejdet. På den måde bliver de digitale ressourcer både effektive og gennemsigtige. Vi har erfaret, at en API-forbindelse til Rigsarkivet reducerede downloadtiden i et projekt med 1200 sider, mens en anden samling kun kunne hentes manuelt, hvilket forudsatte to ekstra frivillige i en weekend.
At finde og bedømme originale kilder
Vi begynder altid med at skelne mellem originale og senere kilder, eftersom de varierende krav til kildetjek. Et primært dokument er samtidig hændelsen, mens en afledt kilde er skrevet efterfølgende og bygger sig på andres oplysninger. Vi søger således i Rigsarkivet efter retssagsprotokoller, forvaltningsregnskaber og kirkelige registre, der er forfattet i begivenhedens aktuelle årti. Disse dokumenter tilbyder os håndgribelige tal, navne og datoer, som vi kan benytte som referencepunkter i fortællingen. I et studium af skatteinddrivelse i 1680’erne stødte vi på en lensregnskab, der angav 47 navngivne bønder; den samme årgang af kirkebogen indikerede, at tre af dem omkom samme vinter, hvilket placerede skatteopkrævningen i et nyt lys.
Vi bedømmer dernæst dokumentets herkomst ved at se på, hvem der har udarbejdet det, og hvilket mål teksten havde. En lensregnskab er tit mere troværdig end en privat dagbog, når vi omtaler om skatteopkrævning, mens dagbogen kan tilbyde perspektiv i dagliglivets detaljer. Vi nedskriver af den grund både skribent, adressat og kontekst på en kortfattet formular, så vi hurtigt kan sammenligne flere kilder. Denne metodiske tilgang gør det lettere at identificere uoverensstemmelser og at selektere den kilde, der optimalt adresserer vores spørgsmål. Vi har observeret, at en enkel sætning i en fogeds dagbog om “storm og oversvømmelse” ville kunne forklares af en samtidig forvaltningsregnskab, der viste, at ti gårde fik skattefritagelse det år på grund af beskadigede marker.
Vi udbygger de skrevne kilder med fysiske genstande, der er lokaliseret på stedet. En mønt, en skår eller en mursten kan verificere eller imødegå det, dokumenterne fortæller. Vi dokumenterer af den grund hver fund med målestok og orientering, så billedet kan anvendes i rapporter eller udstillinger. På den måde bliver de primære kilder både tekst og ting, der støtter hinanden. I et projekt på Bornholm fandt vi på en skår med stempel fra Lübeck; samme år i toldregnskabet fremgik det, at en købmand havde indbragt keramik fra netop den by, hvilket knyttede genstanden til en bestemt handelsrute.
At bevare fysiske spor
Vi erkender, at fysiske spor som mure, gravhøje og vejforløb er skrøbelige over for både vejr og menneskelig aktivitet. Vi starter derfor med at dokumentere tilstanden, før vi rører ved noget. Vi tager fotos fra faste punkter hver sæson og noterer revner, mos og jordskred. Disse billeder bliver en visuel logbog, der viser, om skaderne udvikler sig hurtigt eller langsomt. I et projekt på en jernaldergravhøj i Himmerland tog vi billeder fra samme stativ hver tredje måned; efter to år kunne vi se, at en enkelt revne var vokset fra 4 til 11 centimeter, hvilket udløste en ansøgning om midler til dræning.
Vi udvælger derefter den mindst indgribende metode til beskyttelse. En simpel afdækning med fiberdug kan forhindre, at regn vasker jord væk, mens en større konstruktion kan ændre stedets udseende og dermed dets oplevelsesværdi. Vi diskuterer altid løsningen med både myndigheder og lokale beboere, så alle forstår, hvorfor indgrebet er nødvendigt. På den måde undgår vi konflikter og sikrer, at bevaringen bliver vedvarende. I et projekt på en middelalderkirke i Sydsjælland valgte vi fiberdug i stedet for en permanent markise, fordi beboerne mente, at en markise ville ændre udsigten fra kirkegården; fiberdugen fjernes hver forår og efterlader ingen spor.
Vi afslutter med at planlægge den løbende pleje. En gang om året renser vi mos og fjerner ukrudt, der kan sprænge fuger. Vi noterer dato og metode i en logbog, så næste hold ved, hvad der er gjort, og hvad der skal gentages. Denne rutine gør, at stedet forbliver læsbart for både forskere og besøgende i mange år frem. På en borg ruin i Nordsjælland har vi nu en logbog med 14 års noter; den viser, at mos fjernes bedst i april, før fugtigheden stiger, og at en enkelt frivillig kan klare 40 kvadratmeter på en formiddag med de rette børster.
At opbygge et netværk af partnere
Vi erkender, at ingen enkeltperson kan dække ind over alle sider af et historisk projekt. Vi starter derfor med at afdække, hvilke kompetencer vi har brug for, og hvilke aktører der kan bidrage med dem. En arkæolog kan udføre prøvegravninger, mens en konservator kan bearbejde fund. Vi opsøger derfor både universiteter, museer og frivillige foreninger, der har kendskab med lignende opgaver. I et projekt om en 1600-tals købmandsgård manglede vi en konservator, der kunne stabilisere læderfragmenter; vi opdagede en pensioneret konservator igennem et lokalt museum, og hun deltog med 18 timers frivilligt arbejde mod at få lov til at bruge fundene i en undervisningssamling.
Vi bestemmer derefter klare roller og ansvarsområder, så alle ved, hvem der foretager beslutninger om budget, metode og formidling. Vi skriver en kort samarbejdsaftale, der beskriver, hvad hver part bidrager med, og hvad de høster ud af samarbejdet. Aftalen behøver ikke være juridisk tung, men den skaber klarhed og formindsker risikoen for misforståelser undervejs. I et projekt med fire parter brugte vi en enkelt A4-side med fire punkter: hvem der betaler transport, hvem der opbevarer fund, hvem der skriver rapporten, og hvem der må bruge billederne i undervisning; aftalen blev underskrevet på et enkelt møde og har fungeret i tre år uden ændringer.
Vi afholder løbende møder, hvor vi udveksler resultater og justerer planer. Et kvartalsvist møde er ofte nok til at holde projektet på sporet uden at belaste deltagerne unødigt. Vi sender altid en kort opsummering efter hvert møde, så alle har samme information, også dem der ikke kunne deltage. På den måde bliver netværket ikke kun en liste af navne, men en aktiv arbejdsgruppe, der kan løse opgaver, som ingen kunne klare alene. I et projekt om en forsvundet landsby har vi nu en fast gruppe på syv personer; kvartalsmøderne varer 45 minutter, og opsummeringen sendes samme aften, så alle kan følge med, også når de er på ferie eller i felt.
Planlægning af udstyr og logistik til feltarbejde
Vi har lært, at godt udstyr og en velstruktureret logistikplan kan afgøre, om en feltdag bliver en succes eller en frustration. Før vi forlader kontoret, laver vi en tjekliste, der omfatter alt fra målebånd til reservebatterier. Hver person får en kopi af listen, så ingen glemmer sit eget ansvar. I et projekt på Samsø medbragte en 20 meter lang målekæde, en laserafstandsmåler og to droner med 45 minutters flyvetid; listen garanterede, at vi ikke stod uden reservedele, da en batteripakke var at være defekt.
Vi medbringer også altid en lille reparationskasse med tape, skruer og reservedele til stativer. En enkelt skrue, der er væk, kan forhindre en hel måleserie, og vi har set, at en hurtig udskiftning på stedet beskytter os for en ekstra tur til byen. Samtidig registrerer vi, hvilke genstande der skal lånes eller lejes, så budgettet ikke bliver overskredet på grund af uforudsete udgifter. I et projekt i Østjylland fik vi en totalstation af et lokalt museum mod at dele vores rådata; aftalen besparede os for 8 000 kroner i lejeudgifter.
Endelig planlægger vi transport og mødetidspunkter, så alle møder op samtidig. Vi bruger et simpelt online-kort med markerede parkeringspladser og adgangsveje, så ingen tager forgæves. På den måde kan vi begynde målingerne inden for 15 minutter efter ankomst i stedet for at bruge den første time på at finde hinanden. En sådan plan har bevist at forøge vores daglige produktivitet med mindst 30 procent.
- Laserscanner med 3 mm præcision
- Drone med 4K-kamera og RTK-modul
- Reservebatterier til alle enheder
- Trykte tilladelsesdokumenter i vandtæt mappe
- Førstehjælpskasse og ekstra vand
At afdække personers positioner i lokalsamfundet
Vi undersøger altid, hvilke roller enkeltpersoner havde, fordi de ofte er afgørende for at forstå, hvordan beslutninger blev taget. En præst, en foged eller en købmand disponerede over forskellige netværk og dermed forskellige muligheder for at influere udviklingen. Vi starter med at lave en simpel figur, hvor vi anbringer personen i midten og noterer de relationer, vi kan underbygge, ud fra kilderne. Figuren demonstrerer hurtigt, hvem der besad adgang til jord, penge eller politisk indflydelse. I et projekt i Østjylland illustrerede figuren, at præsten var gift med fogedens søster; det forklarede, hvorfor kirken fik ny tagbelægning samme år, som fogeden fik godkendt midler til vejreparation.
Vi går derefter dybere ved at følge personens færden over tid. Kirkebøger angiver fødsler, vielser og begravelser, mens skattelister viser, hvornår en person skiftede bopæl eller købte jord. Vi registrerer hver begivenhed med dato og kildehenvisning, så vi kan følge en livsbane fra fødsel til død. Denne tidslinje gør det muligt at se, hvornår en person fik ny status eller mistede den igen, og hvilke begivenheder der initierede ændringen. Et eksempel er en smed i Næstved, der i 1742 modtog en lille grund; fem år senere står han som ejer af to gårde, og skattelisten viser samtidig, at han havde tre svende boende, hvilket peger på en hurtig økonomisk opstigning.
Vi afslutter med at holde op mod flere personers livsforløb inden for samme landsby eller sogn. På den måde kan vi opdage mønstre, som den enkelte kilde ikke viser alene. En bonde, der modtager jord, kan have haft andre chancer end en håndværker, der lejer hus. Ved at stille disse liv side om side får vi et mere differentieret billede af lokalsamfundets sociale lag og af de veje, der var åbne eller utilgængelige. I et projekt i Thy kunne vi vise, at tre håndværkere, der alle boede til leje i hus i 1780, tyve år senere havde købt hver sin grund, mens to bønder, der arvede større gårde, stadig boede på samme matrikel; mønsteret pegede på, at håndværk gav større geografisk mobilitet end jordarv i netop den periode.
Dokumentation af fund med faste metoder
Vi har indført en standardiseret dokumentationsrutine, der muliggør at sammenligne fund fra adskillige projekter. Hver genstand tildeles et specielt ID, der indebærer stedkode, årstal og løbenummer. ID’et noteres både på en etiket og i en digital database, så intet oplysninger forsvinder. I et projekt på Falster indførte vi 312 skår på fire dage; fordi hvert skår havde et unikt nummer, kunne vi senere koble fragmenter, der matchede, selvom de befandt sig flere meter fra hinanden.
Vi dokumenterer altid genstanden fra fire vinkler med en farveskala og en målestok i billedet. Billederne lagres i en mappe, der er benævnt efter ID’et, så det er let at lokalisere dem igen. Samtidig udfylder en registreringsformular med data om materiale, farve, form og eventuelle stempler. Formularen er opbygget som en række faste felter, så alle deltagere indtaster de samme typer data. På den måde kan vi senere lave statistiske analyser uden at skulle gætte på, hvad en kollega anså med “brunlig” eller “stort set helt”.
Vi slutter med at opdatere en fælles GIS-database, hvor hvert fund modtager en eksakt koordinat. Databasen tillader at observere, om visse typer genstande samler sig i bestemte områder af udgravningen. I et projekt i Himmerland demonstrerede kortet, at alle importerede keramikskår befandt sig inden for ti meter af en gammel vej; det antydede, at vejen udgjorde en aktiv handelsrute i 1300-tallet. En sådan spatial analyse var umulig uden den metodiske dokumentation.
- Find genstanden og tildel ID
- Fotografer fra fire vinkler med målestok
- Udfyld registreringsformular
- Indtast koordinater i GIS
- Opbevar både fysiske og digitale filer